
Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R) ophæver aftale fra 2018 om et vindmølleloft. Tiden er for længst løbet fra loftet, mener Green Power Denmark, der roser beslutningen og samtidig efterlyser bedre vilkår for udbygningen med billig, grøn energi på land.
En politisk aftale om et loft over antallet af vindmøller på land bliver nu ophævet, oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
– Vores frihed ligger i den grønne strøm, vi selv producerer. Derfor vil det være fuldstændig himmelråbende at pille velfungerende vindmøller ned, fordi et gammelt loft siger, at vi skal. Forliget bag loftet er udløbet, og jeg har ikke tænkt mig at genoplive det. Vores mål er mere grøn energi – ikke mindre, siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R).
Beslutningen om at droppe loftet, der fra 2040 skulle begrænse antallet af landvindmøller i Danmark til 1.850, vækker glæde i Green Power Denmark:
– Vindmølleloftet var som at sætte et loft over antal mål i fodbold. Det gav ingen mening, fordi det forsøgte at begrænse noget, vi faktisk gerne vil have mere af – nemlig billig el fra vindmøller på land, siger viceadm. direktør Martin Hansen fra Green Power Denmark.
Behov for uafhængighed af fossil energi
Siden aftalen om vindmølleloftet blev indgået i 2018, har behovet for mere grøn energi fået en stadig mere central placering i dansk energi- og sikkerhedspolitik – ikke mindst på grund af ønsket om at mindske afhængigheden af fossil energi.
– Tiden er for længst løbet fra vindmølleloftet, som har sendt et forvirrende signal, der er ude af trit med verdenssituationen og den øvrige energipolitik. Samtidig med, at der har været et vindmølleloft, har Folketinget bedt landets kommuner om at planlægge efter, at der skal komme en massiv udbygning af vedvarende energi. Ministeren skal have tak for, at hun fjerner loftet og på den måde får ryddet op i det energipolitiske pulterkammer, siger Martin Hansen.
Brug for flere vindmøller på land
Vindmølleloftet har ifølge Green Power Denmark ikke taget højde for, at vindmøller kan være i drift i længere tid, end man forventede, da aftalen blev indgået.
– Vindmøller har en væsentligt længere levetid, end man regnede med dengang. Et loft på 1.850 vindmøller i 2040 vil betyde, at vi skal fjerne velfungerende vindmøller, som stadig har flere gode år tilbage, siger Martin Hansen.
Samtidig betyder den teknologiske udvikling, at gamle vindmøller typisk kan erstattes af færre og mere effektive møller. Det vil naturligt være med til at reducere antallet af vindmøller på land.
– At sætte et lidt vilkårligt loft på et bestemt antal vindmølletårne har aldrig rigtigt givet mening. Når de ældre vindmøller bliver udskiftet, vil man som regel sætte færre møller op igen, simpelthen fordi de nye er endnu mere effektive, siger Martin Hansen.
Selv om vindmølleloftet nu er fjernet, er der fortsat en række barrierer, der gør det vanskeligt at opstille nye vindmøller på land. De seneste tre år er det kun blevet til 21 landmøller.
– Det største problem er, at der ikke bliver sat særligt mange vindmøller op på land i Danmark i de her år. I en tid med fossilkrise og høje energipriser har vi brug for den billige energi, som netop landvindmøller leverer. Men forhindringerne for at opsætte landvindmøller er simpelthen for store for de fleste projekter. Derfor er det også glædeligt, at ministeren nu fjerner én af de mange sten på vejen, siger Martin Hansen.
nyhedskilde: Green Power Denmark, 18. september 2026
https://greenpowerdenmark.dk/
s. Wind sector commits to strengthening Europe’s literacy to boost skills and fight disinformation
Investering i ny VESTAS V162 vindmøller i Tyskland
s. WindEurope presents education-industry partnership model to EU Member States
s. Successful Danish offshore wind tender proves that CfDs deliver competitive bids
s. New report: Global Solar Market hits new record of 664 GW installation in 2025, as global solar fleet passes 3 TW