Vindmølleejerne skal også levere reservestrøm til elnettet

Forside

Kraftværker drevet på fossile brændsler har traditionelt fungeret som backup i elnettet, fordi de vedvarende energikilder ikke har kunnet levere den nødvendige reservekapacitet. Det vil Energinet lave om på med en ny model, der vil gøre det muligt for vindmøllejerne at levere kapacitetsreserve til elnettet. Wind Denmark bakker op om forslaget, der fremmer den grønne omstilling.

Vindmøller deltager i forvejen i markedet for regulerkraft, hvor vindmøllerne slukkes, når der er et overskud af elektricitet i elnettet og derfor behov for nedregulering. Indtil nu har vindmøllerne dog været udelukket de såkaldte kapacitetsmarkeder, der giver mulighed for at levere reservestrøm, hvis der er behov for at balancere elnettet.

Nu mener det statslige transmissionsselskab Energinet imidlertid, at vindmøllerne trods vind og vejr også er pålidelige til at levere til kapacitetsmarkederne. Derfor forslår Energinet en model, der muliggør levering af kapacitetsreserve fra vind og sol.

”Årsagen til, at vindmøller ikke tidligere har deltaget i kapacitetsmarkederne, har været usikkerhed i forhold til VE-teknologiers leveringssikkerhed. Vi har dog set et generelt fokus blandt elmarkedets aktører, når det kommer til prognosekvalitet,  og det har i sig selv været en drivkraft for at indføre en ny model. Ydermere har vi undersøgt prognosekvalitet og leveringspotentiale i et pilotprojekt, der indtil nu kun har vist, at vindmøllerne kan levere den nødvendige sikkerhed og fleksibilitet,” fortæller Line Kamp Bräuner, som er seniormarkedsudvikler hos Energinet, om baggrunden for den nye model, der var til høring til og med den 1. marts i år.

Ny model baseret på præcise prognoser

Ifølge Line Kamp Braüner er grundlaget for den foreslåede og testede model, at der stilles præcise krav til vindprognosers præcision. Derfor er modellen baseret på statistiske modeller, der skal sikre, at den solgte vindkapacitet er til rådighed i minimum 90 pct. af tiden. Det var de modeller, der blev testet i det omtalte pilotprojekt, der blev udført i samarbejde mellem Energinet og energihandelskoncernen Energi Danmark. I projektet indgik vindmøller med en samlet kapacitet på 5 MW

”I sin tid tog man en aktiv beslutning om, at vindmøllerne ikke skulle byde ind på reservemarkedet, fordi man ikke anså den vedvarende energi som værende stabil nok, men de moderne vindmøller har undergået en rivende udvikling de sidste 10-15 år og det samme har prognosearbejdet. Desuden er det kun naturligt, at vi i et 100 pct. grønt energisystem udnytter potentialer fra vedvarende energi, så de mest fremtrædende teknologier i markedet også er de teknologier, der bidrager til at balancere elsystemet ved behov,” siger hun.  

Et grønt elsystem i fremtiden

Energi Danmark deltog sammen med Energinet i det pilotprojekt, der viste, at el-aktørerne i dag kan forudsige vindproduktionen så præcis, at vindmøller kan indgå som leverandør af kapacitets-reserve på lige vilkår med bl.a. kraftværker drevet af fossile brændsler.

”Der er en stor samfundsøkonomisk gevinst ved, at VE-producenter får adgang til at byde på ind på markedet for reservekapacitet. Det en grundlæggende forudsætning, at den vedvarende energi fra vind og sol kan levere balanceydelsen, når elsystemet skal være grønt i fremtiden,” siger Thomas Elgaard, divisionsdirektør i Energi Danmark. der er balanceansvarlig for mange mølleejere, og hjælper dem med at optimere energiproduktionen.

Thomas Elgaard forventer, at det kun er første skridt i integrationen af flere vindmøller i forskellige systemydelser, hvorfor Energi Danmark allerede kigger ind på nye markeder – f.eks. det nordiske marked for automatiske reserver (aFRR), som VE-producenterne ifølge Energi Danmark også bør få adgang til.

”Ligesom Danmark var de første til at vise, at vedvarende energi både er konkurrencedygtig og vejen frem i den grønne omstilling, så kan Danmark også vise, hvordan de fremtidige enorme mængder af vedvarende energi bliver integreret i elsystemet og i elmarkedet,” slutter Thomas Elgaard. 

Wind Denmark bakker op 

I Wind Denmark opfatter elmarkedschef Søren Klinge Energinets nye forslag om mulighed for levering fra vindmøller som et udtryk for en positiv udvikling, der fremmer den nødvendige grønne omstilling af elnettet. Han understreger dog også, at de moderne vindmøller teknisk set har været i stand til at levere den nødvendige kapacitetsreserve igennem en længere årrække.

”Det er positivt, at Energinet nu giver vindmølleejerne mulighed for også at levere kapacitetsreserve til elnettet, fordi det fremmer en omkostningseffektiv grøn omstilling. Et fortsat manglede mulighed for at udnytte fleksibiliteten hos de danske vindmøller vil føre til et betydeligt tab i driften af elnettet, fordi Energinet alternativt skulle hente leverancen hos termiske kraftværker med en stadigt mindre kapacitet,” siger Søren Klinge.

”Deltagelse i markederne for kapacitetsreserver bør være en naturlig del af indtjeningen i elmarkedet for vindmøller i fremtiden. Vindmøller opsat efter 2009 har i mange år haft de nødvendige tekniske egenskaber, og Energinets regelændring er på høje tid. Vindmøller bør være konkurrencedygtige i markederne for kapacitetsreserver med de markedspriser man har set i de senere år, hvor termiske kraftværker har været alene på markedet,” slutter Søren Klinge.  

nyhedskilde: Wind Denmark, 1. Marts 2021
https://winddenmark.dk/

og. Repowering: Er du invester in tyske vindmølleprojekter og enkele gamle møller?

og. Vi søger altid tyske vindmølleprojekter og solcelleparker

og. Vindmølleindustrien: Det venter i efteråret

og. 2017 blev godt år for udbygningen med landvindmøller

og. Vindenergi sætter europæisk rekord

og. 44 procent af al ny elproduktion i Europa kommer fra vind

og: WindEurope: Behov for ambitiøs klimapolitik i EU